Fejlmeddelelse

Notice: Undefined index: und i framework_preprocess_page() (linje 73 af /home/b14cms.dk/users/vidensraad.dk/www/sites/all/themes/framework/template.php).

Rygning på erhvervsskoler - Det skal være federe at være ikkeryger

”Det er absurd, at politikerne har valgt at give eleverne på erhvervsskolerne en ringere mulighed for et sundt liv end deres kammerater, som går i gymnasiet. Især fordi vi ved, hvor farligt det er for unge at ryge”.

Morten Grønbæk, formand for Vidensråd for Forebyggelse.

Når det drejer sig om sundhedsfremme og forebyggelse, er der særlig grund til at interessere sig for unge og rygning. Hver dag begynder 40 unge under 18 år at ryge, og værst står det til på ungdomsuddannelserne, hvor hele 37 procent af erhvervsskoleeleverne ryger dagligt mod 12 procent på gymnasierne. Det er skræmmende tal, når vi ved, at rygning er den forebyggelige enkeltfaktor, der har størst betydning for udviklingen af en lang række sygdomme og for tidlig død. Vidensråd for Forebyggelse og Komiteen for Sundhedsoplysning har derfor valgt at sætte fokus på erhvervsskoleelevers rygevaner.

Hvad er den bagvedliggende årsag til erhvervsskoleelevernes rygning? Hvilke rygeforebyggende indsatser virker, og hvad gøres der på erhvervsskolerne? Og vigtigst af alt: Hvad mener de unge selv, der skal til for at forebygge rygning på landets erhvervsskoler? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver besvaret i denne rapport på baggrund af data fra fire workshops med 200 erhvervsskoleelever samt en litteraturgennemgang af danske og internationale erfaringer om forebyggelse af rygning i en erhvervsskolekontekst.

Rapporten henvender sig til politikere, skoleledelser og beslutningstagere og giver en række handlingsanvisninger og ideer til, hvad der kan forebygge rygning på danske erhvervsskoler. Ideerne er baseret på de unges egne holdninger til rygning og indsatser. Håbet er, at rapporten kan bidrage med nye perspektiver på indsatser, og at relevante aktører på området kan bruge rapporten i deres planlægning og prioritering af rygeforebyggelse på erhvervsskolerne med henblik på at mindske antallet af rygere mest effektivt.

Endelig håber vi, at ideerne kan inspirere til, hvad der kan erstatte rygefællesskaber på erhvervsskoler til fordel for de unges sundhed og sociale trivsel.

Rapporten er offentliggjort den 6. juni 2018.