JOB: Vi søger en sundhedsfaglig stærk projektleder

af svg@dadl.dk

Brænder du for at arbejde med forskning, forebyggelse og formidling af sundhedsviden? Og vil du være med til at sætte særligt fokus på børn, unge og social ulighed i sundhed? Så er det dig, vi leder efter.

11. juni 2018
Vi arbejder med folkesundhed, forebyggelse og sundhedsfremme. Vores opgave er at bidrage til, at flest mulige borgere lever sundere og længere uden sygdom. 
 
Vidensrådet forsker ikke selv, men samler og formidler i rapportform den nyeste forskning om forhold, der påvirker befolkningens sundhedstilstand. Frem mod 2019 har vi særligt fokus på børn, unge og social ulighed i sundhed. De næste planlagte rapporter og projekter handler om børn og unges mentale sundhed, tidlige indsatser/sårbare gravide og fysisk aktivitet og overvægt.
 
Projektledelse med research opgaver
En af dine primære arbejdsopgaver, som medarbejder i Vidensrådets sekretariat, vil være projektledelse af de arbejdsgrupper, der udarbejder vores rapporter. Du vil blive ansvarlig for 1-2 projekter ift. at sikre fremdrift, planlægning og facilitering af arbejdsgruppemøder samt lancering af rapporter. I forbindelse med udarbejdelsen af rapporter og artikler mv. skal du bl.a. bidrage til research og litteratursøgning af videnskabelig litteratur og fungere som fagredaktør.
 
Der vil også være opgaver med konferenceplanlægning og formidling af projektets resultater, herunder opsøgende samarbejde med andre interessenter som f.eks. Kræftens Bekæmpelse, kommuner og Sundhedsstyrelsen. Som projektleder varetager du den redaktionelle bearbejdning og gennemskrivning af rapporten, der efterfølgende sendes til korrektur og grafisk opsætning.
 
Vidensrådets sekretariat består af 4 medarbejdere inkl. en sekretariatschef. Udover sekretariatet er der 15 udpegede og tilknyttede eksperter (rådsmedlemmer) med særlig viden inden for sundhedsfremme og forebyggelse. Da vi er et lille sekretariat, har vi et tæt samarbejde, hvor vi drøfter opgaver og videndeler dagligt.
 
Du har baggrund i og interesserer dig for sundhedsfremme og forebyggelse
 
Vi forventer, at du har en relevant sundhedsfaglig uddannelse på minimum kandidatniveau, f.eks. inden for folkesundhedsvidenskab eller lignende. Herudover forventer vi, du har en generel viden om sundhedsfremme og forebyggelse, samt at du har erfaring med videnskabelig litteratursøgning og vurdering af forskningsresultater. Da du bliver ansvarlig for at drive projekter, er det vigtigt, at du har erfaring med proces- og projektledelse og kan arbejde systematisk og selvstændigt.
 
Du skal være en stærk skriftlig formidler, da du bl.a. skal gennemskrive de rapporter du bliver ansvarlig for. Arbejdet med videnskabelig litteratursøgning sætter krav til, at du er analytisk, grundig og metodestærk. Slutteligt lægger vi desuden vægt på, at du er løsningsorienteret, ide- og initiativrig.
 
Attraktive personaleforhold
Vi kan tilbyde en interessant fuldtidsstilling, hvor du kommer til at prøve mange forskelligartede opgaver af og får en fleksibel dagligdag i et fagligt udviklende miljø. Derudover tilbyder vi attraktive løn- og ansættelsesforhold, med bl.a. god arbejdsgiverbetalt pension, flekstid og 7 ugers optjent ferie. Stillingen er tidsbegrænset fra august 2018 til februar 2020 med mulighed for forlængelse.
 
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte enten Vidensrådets sekretariatschef Pernille Bendtsen på tlf. 51 34 62 39 eller formand for Vidensrådet Morten Grønbæk på tlf. 24 24 81 65.
 
Ansættelsesstart
Tiltrædelse pr. 1. august 2018 ellers snarest herefter.
 
Ansøgningsfrist
Torsdag d. 21. juni 2018 kl. 12.00. Samtaler forventes afholdt i uge 26.
 
Søg jobbet ved at følge link på denne side