Ny bevilling fra TrygFonden skal forebygge rygning blandt unge

af Peter Aagaard

Vidensråd for Forebyggelse har modtaget 950.000 kroner til projektet, som vil have særligt fokus på rygeforebyggelse blandt socialt dårligt stillede børn og unge.  

 

13. juni 2016

Når børn og unge begynder at ryge, sker det ofte uden overvejelser om tobakkens skadelige virkninger og afhængighedsskabende effekt. Men rygning er den enkeltfaktor, der har størst betydning for livsstilssygdomme og tidlig død, og rygeforebyggelse har derfor stor betydning for både den enkelte og samfundet. Jo tidligere man begynder at ryge, jo større er sandsynligheden for, at man bliver storryger senere i livet. Det er nogle af begrundelserne for de 950.000 kroner, som Vidensråd for Forebyggelse har modtaget af TrygFonden til at nedbringe antallet af unge rygere.

Skolebørnsundersøgelsen fra 2014 viser, at næsten hver femte af de 15-årige ryger dagligt, ugentligt eller sjældnere, og Den Nationale Sundhedsprofil fra 2011 viser, at hver fjerde ung mellem 16 og 20 år ryger enten dagligt eller lejlighedsvist.

Vidensråd for Forebyggelse vil indsamle og sammenfatte den nyeste internationale forskning om hvilke interventioner, der forebygger rygning blandt børn og unge. Arbejdet vil have særligt fokus på rygeforebyggelse blandt socialt dårligt stillede børn og unge. Målet med rapporten er at præsentere de ti mest effektive indsatser til at forebygge rygning og derved gøre denne viden anvendelig i praksis for beslutningstagere og sundhedsprofessionelle.