Ny rapport om seksualitet og sundhed

Større fokus på seksualitet kan gavne befolkningens sundhed, viser ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse

26. oktober 2012

Et godt sexliv er ikke bare krydderi på tilværelsen - det spiller også en rolle for sundhed og sygdom. Problemet er bare, at seksualitetens betydning ofte overses i sundhedsarbejdet. Vidensråd for Forebyggelse vil med en ny rapport gøre op med tabuet og sætte seksualitetens betydning for vores sundhed på dagsordenen.

»Man kan tale om en slags ”tovejstabu”, hvor patient og behandler fastholder hinanden i fortielsen af seksuelle temaer. Tabuiseringen af sexlivet er til skade for både den enkelte patient og for folkesundheden«, siger Morten Frisch, formand for arbejdsgruppen, der står bag rapporten ”Seksualitet og Sundhed”, og opfordrer til, at der skal ske en egentlig oprustning af det seksuelle aspekt i sundhedsvæsenets forskellige sektorer.

»Når seksualitet behandles i sundhedsvæsenet, drejer det sig ofte om forebyggelse af sexsygdomme og uønsket graviditet. Dette til trods for, at omtrent hver tiende voksne dansker har oplevet en seksuel dysfunktion inden for det seneste år, og at 90 procent af danskerne mellem 16 og 95 år finder det vigtigt, meget vigtigt eller særdeles vigtigt at have et godt sexliv«.

Selvom området langt fra er tilstrækkeligt belyst, peger forskning på, at seksualitet, sundhed og sygdom hænger sammen: At livsstil og sygdom har indflydelse på seksualiteten, og at der omvendt er helbredsfordele ved et tilfredsstillende sexliv. Blandt andet har kendte risikofaktorer som alkohol og rygning negativ indvirkning på sexlivet. Forekomsten af orgasmeproblemer og for tidlig sædafgang er mere end fordoblet blandt danske mænd, som drikker mere end 21 genstande om ugen i forhold til mænd, som drikker 1-7 genstande, og rejsningsproblemer er halvt så hyppige blandt ikke-rygere som hos rygere.

Fysisk aktivitet har til gengæld en positiv effekt på sexlivet. En stor amerikansk undersøgelse viser, at mænd der er fysisk aktive har halvt så stor risiko for at udvikle rejsningsproblemer som dem, der er fysisk inaktive.