Vidensrådsformand modtager formidlingspris

af vps.vff

Vidensrådets formand, Morten Grønbæk har modtaget Syddansk Universitets pris for forskningsformidling.

28. oktober 2016

Prisen blev uddelt på Campus i Odense under Syddansk Universitets årsfest fredag aften, som i anledning af universitetets 50-års jubilæum havde fornemt besøg af Dronning Margrethe og H. K. H. Prinsesse Marie.

Her holdt Morten Grønbæk aftenens festforelæsning, som omhandlede tre paradokser i den danske folkesundhed. Morten Grønbæk er dr. Med og også direktør for Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet.

Forskningsformidlingsprisen er på 25.000 kroner og blev stiftet i 2005. Dommerkomiteen udgøres af direktionen på Syddansk Universitet og prisen gives til en forsker ved universitetet for levende, kreativ kommunikation af sit faglige felt, rettet mod en bred modtagergruppe.

Begrundelsen i indstillingen af Morten Grønbæk, som blev læst op under prisoverrækkelsen, lød:

Han har en enestående evne til at formidle sundhedsrelaterede forskningsresultater, så alle kan forstå dem.

Morten Grønbæk er også formand for Vidensråd for Forebyggelse, der formidler ofte svært tilgængelig forskning til almindelige mennesker, journalister og beslutningstagere.

Morten Grønbæk stiller altid op til foredrag, paneldebatter og interviews i medierne. Og hans ambition er altid den samme: Forskningsresultaterne skal formidles, så de fremmer folkesundheden. Danskerne skal leve længere og bedre, og til dét ambitiøse mål hører forskningsformidling til de helt brede målgrupper.

Du kan se optagelser fra årsfesten her, høre Morten Grønbæks tale og se prisoverrækkelsen.

(foto: Lars Scaaning)