Nyhed

Nye hybridseminarer om mental sundhed på vej

Sundhedsstyrelsen har givet en bevilling til to nye runder af hybridseminarer om børn og unges mentale sundhed.

Skrevet

I 2022 udviklede Vidensrådet i samarbejde med Sund By-netværket og foreningen Social Talks et hybridseminar for kommunerne på basis af de to temarapporter om børn og unges mentale sundhed. Det blev afviklet fem gange hen over efteråret og havde fokus på arbejdet med mental sundhed i grundskole-regi.

Lille dreng på legeplads

Nu har Sundby Ny Netværket, Social Talks og Vidensråd for forebyggelse modtaget en ny bevilling, fra Sundhedsstyrelsens sundhedsfremme- og forebyggelsespulje til endnu to runder af hybridseminarer om børn og unges mentale sundhed.

Èn med fokus på mental sundhed hos de helt små børn og én med fokus på unge på en ungdomsuddannelse. Hybridseminarerne vil dels foregå online, men også som en fysisk workshop i en kollegagruppe fra en kommune, som i fællesskab arbejder på at omsætte viden fra rapporterne til hjemlig praksis. Det er gratis for kommunerne at deltage.

Stor interesse

Baggrunden for, at Vidensrådet i første omgang tog skridtet til at formidle mere direkte til praksis, var, at der i forbindelse med lanceringen af de to temarapporter om børn og unges mentale sundhed og psykisk sygdom har været stor efterspørgsel fra kommunerne på hjælp til at filtrere den enorme mængde af viden, som rapporterne præsenterer og omsætte den til reel handling.

Det er noget, som foreningen Social Talks har oparbejdet en stor ekspertise i. Social Talks har udviklet et koncept for videndeling og brobygning mellem forskning og praksis til gavn for sårbare børn og unge, og det er dét koncept, der er skelettet i hybridseminarerne.

Den anden samarbejdspartner, Sund By-netværket, er afgørende for rekruttering af kommuner og bidrager samtidig med stor erfaring i at udvikle den rådgivning, som kommunerne har behov for i deres arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse.

Et klart koncept

Det vil i den nye runde af hybridseminarer i 2023 være Sund By-netværket, der er projektleder på projektet i modsætning til sidste år, hvor det var Vidensrådet, der havde projektleder-rollen.

- Det viser, at vi med den første runde af hybridseminarer lykkedes med at udvikle et skalerbart koncept, der kan overføres til andre temaer, og det var faktisk præcis, hvad vi håbede på, siger sekretariatschef i Vidensrådet, Katrine Finke.

Der vil blive udviklet et læringskit i forbindelse med udviklingen af hybridseminarerne, og det er Vidensrådet, som står for den del. Læringskittet vil blive samstemt med anbefalingerne i de forebyggelsespakker, som kommunerne arbejder efter.

- Læringskittet og videoerne med oplæg vil være tilgængelige for alle efter afviklingen af seminarerne, også kommuner der ikke har deltaget, uddyber Katrine Finke.

De to rapporter om børn og unges mentale sundhed og psykisk sygdom udkom i hhv. 2020 og 2021.